Livets trylleshow

Denne sommer fandt jeg pludselig mig selv, som tilskuer til et trylleshow. Mine børn var helt opslugt og jeg opdagede at jeg langsomt var blevet en del af et klassisk psykologisk spil. Børnene oppe foran, vildt begejstrede og engageret. Os forældre på bagerste række, med armene over kors, afventende og skeptisk betragtende.

Jeg passede perfekt ind, mine arme havde allerede foldet sig foran brystet og min krop indtaget en tilbagelænet stilling, mens jeg smilede overbærende af tryllefætteren, som fik en bold til at svæve over et tørklæde.
Børnene jublede og grinede, vi forældre smilede – i hvert fald de fleste af os. Måske mest af børnenes reaktion og lidt mindre af tryllemandens forsøg på at overraske. Og så blev jeg alligevel lidt træt af mig selv.

Selvom jeg er begejstret for børn, er det sjældent at jeg vil fremhæve dem som forbilleder. Men lige her kunne jeg mærke, at jeg var havnet på det kedelige hold. Og jeg tror egentligt ikke det kun var på grund af fup-og-fidus-manden oppe på scenen, for jeg har fundet mig selv i lignende situationer tidligere.

Jeg kan huske en samtale mellem en af mine drenge og et andet barn i børnehaven – Han fortalte begejstret om komodovaranens giftige bid og om hvor lange sådanne dyr kan blive, mens drengene ved siden af bare igen og igen gentog: ”Jeg ved det!”
Det varer ikke længe, før han sidder her på bagerste række sammen med mig…

Hvor må det være kedeligt at være kommet dertil, hvor man ved alt. Hvor der ikke er mere at lære eller begejstres over. Hvor glæden allerhøjst bliver til et skævt smil, og verden generelt mødes med korslagte arme.
Jeg er med på at verden ikke er et let sted at færdes – Der er udfordringer nok at kæmpe med. Men det bliver da ikke lettere af, at møde verden som forældre på bagerste række ved et trylleshow. Så hellere være en af dem der sidder forrest, og lader sig overraske.

Jeg gad godt have mere af den barnlige glæde og begejstring – også fordi det smitter.

Børn tror let. De kan nemt fungere med at tryllekunstneren hiver et tørklæde ud af sin hånd, selvom det ikke var der i forvejen. Voksne er derimod skeptiske og skal lige finde ud af hvordan det kan forklares. I min verden arbejder jeg med tro, på en Gud der kan meget mere end jeg kan forklare og forstå, derfor lever jeg med at der er ting jeg ikke kan forklare. Men er det ikke også bedre end at kunne forklare – og bortforklare alting.

Og endelig så opdager jeg at det også er os på bagerste række der går op i hvornår showet slutter og hvad der skal ske bagefter. I stedet for bare at være tilstede og nyde det der er lige nu. Der er nogen sider af det at være barn, som man godt kunne drømme om at kunne trylle frem igen.