Livet er ikke altid til at planlægge. Indimellem kommer der forstyrrelser på vores vej. Ting vi ikke havde planlagt eller besluttet, men som bare er der og som vi må forholde os til.
Når Jesus fortæller beretningen om ”Den barmhjertige samaritaner”, så handler det også om de der uventede forstyrrelser. Egentligt er historien en form for svar, på et spørgsmål, omkring hvordan man kan arve evigt liv. Reelt er spørgsmålet måske en smule egoistisk, men ikke desto mindre genkendeligt – Hvordan får jeg mit på det tørre, hvad skal der til?
Først nævnes et svar der handler om at ’elske Herren din Gud af hele dit hjerte, sjæl og tanke og din næste som dig selv’. Men for lige at underbygge fortæller Jesus en af sine historier. Den handler om nogle af de der forstyrrelser der kan dukke op på vores vej. Og spørgsmålet er så hvad vi gør ved dem?
Først en mand som bliver overfaldet af røvere og får frarøvet alt (på den tid var tøj noget af det mest værdifulde man havde på sig, så derfor tager røverne også det). Det må siges at være en forstyrrelse – mildt sagt.
Heller ikke præsten, tempeltjeneren eller samaritaneren som dukker op i historien, havde planlagt, at de skulle hjælpe en gennembanket og bestjålet mand. Ingen af dem havde set den udfordring komme. Men hvad gør vi når vi støder på det?
Præsten og tempeltjeneren passerer forbi – faktisk går de ikke bare forbi (fordi de ikke opdager ham) men de går over på den anden side af vejen, de fravælger ham aktivt (Det er sådan at ordene på originalsproget beskriver situationen).
Og vi begynder uvilkårligt at tænke – Hvad ville jeg have gjort i samme situation?
Hvis jeg indimellem beder mine børn om at samle noget skrald op fra jorden – så er deres første reaktion altid, at tjekke om det er noget affald de har smidt eller tabt der, og når de har opdaget at det ikke er deres, så fortæller de mig altid det! ”Det er ikke mit!” – Men ligesom jeg ikke bad dem om at fjerne det, fordi det var deres, men bare fordi det var der, så er der situationer som vi er nødt til at forholde os til, bare fordi de er der. Også selvom det ikke er vores skyld eller vi ikke mener at have noget ansvar i den forbindelse.
Når vi forstyrres af noget uventet – så kan vores første reaktion være at trække os og passe vores eget. Men vi kan også vælge at handle og gøre det bedste vi kan for at hjælpe. Hemmeligheden er at have besluttet sig på forhånd. Samaritaneren kiggede ikke efter om det var en anden samaritaner der lå i grøften – Han så bare én der var i nød og havde brug for hjælp!
Man kan sige at beretningen viser tre måder at tænke på:
Røverne – som tænkte ”Det der er dit, er mit” (og derfor hapsede hvad de kunne få fat på). Præsten og tempeltjeneren – som tænkte; ”Hvad der er mit, er mit”(underforstået; det skal jeg passe på) og endelig Samaritaneren, som grundlæggende tænker; ”Det der er mit, er dit!”
Hvis vi bestemmer os for hvilken af disse tænkemåder der skal præges os, så er det lettere at vide hvordan vi ville reagere på uventede forstyrrelser. Jeg vil gerne anbefale at vi ikke holder så fast på vores eget, at det aldrig kommer andre til gavn.