Snart er det muligt at gå i kirke og på Café igen – gerne i nævnte rækkefølge. Vi har mægtigt stort behov for at åbne op igen. Men hvad lukker vi op for? Vender vi bare tilbage til de samme rammer, og det samme system som tidligere? Er der noget som vi ikke gider lukke op for?
Jeg indrømmer at jeg en enkelt gang i mit liv, har stået i grimme underbukser, helt stiv af skræk fordi der blev banket på min dør. Jeg havde på ingen måde lyst til at lukke op da jeg var bange for at vedkommende skulle opdage at jeg var hjemme og efterfølgende opdage min manglende påklædning, så jeg stod bare der, helt stille bag døren.
På samme måde kan genåbningen skræmme mig lidt – egentligt ikke så meget på baggrund af smittefare, men mere fordi jeg kan være bange for at vi bare vender tilbage til sådan som det var før. At vi skynder os at slå dørene vidt op, så der kan blive luftet ud efter vi har været alt for længe indelukket – og at vi i vores jagt på at genvinde alt det fortabte, blindt lader hvad som helst blive lukket tilbage i vores dyrebare hverdag.
Selvfølgelig har isolationsperioden påvirket os forskelligt. Selvstændige har over en bred kam været udfordrede, og caféejere og restauratører håber sikkert på at vende tilbage til tider med gæster og travlhed. Jeg håber da også på muligheden for at drikke god kaffe på en fortorvscafé, nyde en lækker italiensk sandwich i solen på min yndlingsrestaurant (gerne mens glade, højrøstede studenter kører forbi). Jeg savner selvfølgelig fællesskabet.
Men de sidste 8-9 uger har jeg brugt langt mere tid med min familie, vi har ikke skulle skynde os afsted til fritidsaktiviteter og vores morgener har været mindre stressede end tidligere. Jeg har ikke lyst at lukke op for en hæsblæsende hverdag, hvor logistikken spænder ben for fællesskab og nærvær.
Og når vi nu alligevel er i gang med skiltning foran butikker og lignende der fortæller hvem og hvor mange der må gå ind. Kan vi så ikke samtidig blive enige om at sætte skilte på døren om at der ikke er adgang for et menneskesyn, hvor vi mistænkeliggør hinanden som potentielle smittespredere? (Kan vi mon undgå at lukke op for den slags, uden at lukke os selv inde i med os selv?)
Jeg har heller ikke lyst at lukke op for tiltag der indskrænker den enkeltes frihed – rundt omkring i verden snakker man om biologiske pas eller overvågning på forskellige faconer. Jeg ved godt det banker på, men jeg har ikke lyst at lukke det ind.
Jeg glæder mig SÅ meget til at kunne lukke op for glæden, fællesskabet, håbet og friheden. Jeg glæder mig så meget til at lukke sommeren og livet ind. Dybe samtaler med mennesker, synergi der skaber noget nyt, fejringer over milepæle i livet. Men jeg gider ikke at lukke op for overforbrug, stress, uoverstigelige krav, mistænksomhed, diskussioner om hvem der har skylden og alt det der bøvl…
Så står jeg hellere helt stille i mine underbukser, og venter på at det lister af igen.
Bragt i Lokalavisen ”Uge-Nyt” (Fredensborg/Humlebæk) d. 17. maj 2020.
(https://sn.dk/Debat-Lokalavisen-Uge-Nyt-Fredensborg/DEBAT-Hvad-aabner-vi-op-for/artikel/943239)