19. november var det officielt mandens kampdag – Ja, man kan undre sig over hvilke højtider der får opmærksomhed i disse tider. Nogen vil måske endda spørge sig selv, om manden overhovedet har behov for en kampdag, og andre vil undre sig over at den ikke lå på en man-dag (Ja, undskyld, morfar-humoren sniger sig også ind på mig).
De fleste mandlige læsere – mig selv inklusiv – forbinder kamp med sværd, boksehandsker eller i det mindste en vis grad af aggression. Og der er faktisk noget at kæmpe for. Midt mellem alle de andre vigtige emner der dukker op på verdens dagsorden, så bør vi som mænd lige række hånden op og markere. Der er faktisk noget at snakke om…
Statistikkerne taler desværre sit tydelige sprog –
Lidt over 70 procent af alle selvmord de sidste år var mænd.
Mere end 90 procent af alle fængslede de sidste 15 år, var mænd.
Mere end 70 procent af alle hjemløse er mænd.
2/3 af alle misbrugslidelser findes hos mænd,
og så lever mænd endda i gennemsnit kortere end kvinder.
Det er kedelige mønstre der tegner sig når man dykker ned i tallene – Overrepræsentation i frafald fra uddannelser, psykiske lidelser, kriminalitet og indlæggelser. Man kan blive helt handlingslammet, eller bekymret. Men jeg får lyst til at løse noget af det – det er en mandeting. Måske kan det ikke klares på en gang, men jeg tror vi kan starte et sted.
Jeg vil gerne støtte at mænd kan tale sammen om store spørgsmål i livet og om følelser. Jeg tror ikke det løser noget at slæbe rundt på det selv. Så selvom det umiddelbart kan virke mindre maskulint at mødes med andre mænd, for at snakke om livet og dets udfordringer så er det enormt meningsfuldt. Den mulighed skulle du give dig selv.
Mens mænd desværre fortsat er overrepræsenteret i kedelige statistikker, så vel som i direktørstillinger og præsidentembeder, har kvinder på en eller anden facon fået patent på at samtale og sludre. Det giver fin mening, hvis vi kunne bytte lidt på de fronter.
Hvis statistikkerne taler sandt, så er der mænd i dit netværk som bærer rundt på tunge problemstillinger – og måske er på randen af depression, selvmord eller stresssygemeldinger. Det sker indimellem at min telefon ringer og en mand beder om en samtale – fordi der er noget der trykker, og jeg tror vi skal blive endnu bedre til det. Det løser ikke noget blot at snakke om det, men det er godt nok en start – og en nødvendig en af slagsen. Vi har brug for at skabe en lille revolution på det her område. Kunne du ikke begynde?
Da jeg var teenager, var det en del af juletraditionen, at finde et tilfældigt lys på lyskæden, på kirkens juletræ og dreje det så alle de andre slukkede. Sådan tror jeg også det er i livet – bare modsat. Så kan vi ikke aftale at det i morgen er din tur, til at være det lys som nogen skal finde for at tænde alle de andre.
Bragt i lokalavisen ”Uge-Nyt” (Fredensborg/Humlebæk) d. 22. november 2020:
https://sn.dk/Debat-Fredensborg/Praesteklumme-Det-er-en-mandeting/artikel/1385982