Jeg kan huske hvor vild en følelse det var i maven, da jeg første gang fik lov at cykle hjem fra skole – Helt alene, med den nye skoletaske på ryggen og hele verden foran mig.
I disse dage starter massevis af børn i skole, unge på nye uddannelser og andre igen på jobs eller i andre livssituationer. En helt ny verden åbner sig, når der pludselig er blyanter der skal spidses, madpakker der skal spises og nye relationer der skal dyrkes. Verden bliver større når vi kaster os ud i noget nyt, og møder nye mennesker.
Alle kærlighedshistorier, karrierespring og andre eventyr begynder med at mennesker mødes og stifter nye relationer. Når nogen lukker op og deler af deres liv og deres historie. Så vi ikke kun skal rode med vores egne kort, men nu også kan kigge med i andres.
Det sker for alle de børn der om lidt begynder til en ny fritidsaktivitet eller andre mennesker som kaster sig ud i at lære noget nyt eller udvidde deres horisont. Verden bliver større. Vi indtager nyt land og der er masser af det.
Til at begynde med fyldte stoltheden over selv at kunne cykle hjem det hele, men med tiden nød jeg også friheden ved selv at kunne bestemme hvornår jeg cyklede hjem og senere endda hvilken vej jeg tog. Jeg voksede hver gang, med ansvaret og friheden i bagagen.
Jeg håber det er samme indstilling du bærer med dig ud af sommerferien og frem mod en ny sæson – at gå verden imøde med forventning. At tillade os selv at lære nyt, læse bøger, spørge ind og få nye forståelser. I stedet for at lukke os inde og forsøge at holde stand mod alt det nye. Verden er fyldt med muligheder, men desværre også med mennesker der har behov for at begrænse og kontrollere.
Jeg er stor fortaler for personlige grænser – dem skal man have lov at have, og ingen skal overtræde dem. Men måske vi alligevel kunne invitere hinanden til at lukke op. At invitere andre ind i problemstillinger og diskussioner. At forsøge at forstå andres måde at se verden på.
Hvis vi bevæger os ud i at, vi kun vil lege med dem der ligner os – eller vi ikke vil låne gyngerne til pigerne, så bliver verden skæv. Den lukker sig, og vi går glip af en masse.
Vi må folde kortene ud for hinanden, for at få et større billede – og en bedre forståelse for hinanden. Du har gået en anden vej end min, for vi har tilsyneladende først mødt hinanden nu. Hvad har du oplevet som jeg ikke har…
Der er så meget godt at lære i skolen – også det der ikke er sat på skoleskemaet.
Jeg kender heldigvis mennesker som har lært sig at holde fast i den store verden. Mennesker som hele tiden læser, samtaler, rejser, oplever og inviterer. Når vi konstant interesserer os for andres historie og oplevelser og ikke bare vores egen så bliver verden større!
God skolestart – Både helt konkret i første klasse, og så for alle os andre i livets skole.