Hold nu op hvor er det meget man skal tage stilling til, når man skal købe en simpel vaffelis!
Jeg står i køen i en gennemsnitlig dansk isbutik – der er tre, fire mennesker i køen foran mig. Når jeg dømmer butikken til at være gennemsnitlig, er det på baggrund af udvalget af drys, som jeg kan vælge til min softice – jeg vil tro der er 5-6 varianter. Foran mig står en pige, der ikke fylder særligt meget i landskabet. Vi har begge øjnene rettet imod prislisterne og menukortene over disken, i et desperat forsøg på at bestemme os for hvad vi skal have. Inde i hovedet har jeg besluttet mig, men det ændrer ikke på, at pigen foran mig stadig ikke har bestemt sig, da det bliver hendes tur. Det betyder, at hun kommer til at stå og rette sig selv en del gange, mens ekspedienten smiler til mig og de andre i køen, som bliver længere og længere.
Jeg tror ikke nødvendigvis at hun er ubeslutsom, jeg tror bare at hun har svært ved at bestemme sig. Og nogle gange tror jeg, at problemet er at der er for meget at vælge imellem. Det kan være enormt svært, når man nu kun skal vælge en ting!
Ethvert valg er også et fravalg! Det betyder eksempelvis, at man ikke kan få softice, hvis man har valgt at købe sodavandsis. Med mindre man er meget sulten, naturligvis.
– Der medfølger ikke en garanti om at de valg vi træffer er de rigtige, og det kan give en følelse af tab og usikkerhed. Men det er endnu værre ikke at træffe valget, eller lade andre vælge for sig.
Nå, men jeg stod og trippede lidt – jeg vil ellers mene at jeg er et meget tålmodigt menneske. Det værste der kunne ske, var hvis ekspedienten stillede hende flere spørgsmål, for det ville give hende mere at tage stilling til og dermed betyde, at det ville tage længere tid før hun var færdig. Heldigvis kom de rimeligt hurtigt igennem spørgsmålet omkring hvilken slags guf hun skulle have. …og det var efterhånden min tur.
Jeg tænkte på hvad ekspedienten ville have sagt, hvis hun havde spurgt ham om at vælge for sig, eller hvad jeg selv ville have sagt. Jeg tror nemlig ikke, at man kan slippe for at vælge – Medmindre man da vælger at lade være med at vælge!
Vi er nødt til at vælge og i virkeligheden gør vi det hele tiden. Men valg har en pris. Måske koster de tid, venner eller familie. Måske koster de endnu mere og prisen afbetales igennem hele livet.
Der er uden tvivl valg som er svære at træffe, ikke kun når man køber is – men jeg tror man kan øve sig i at træffe valg, og også træffe en del valg på forhånd.
Jeg betalte hurtigt de 40 kroner det kostede for min is (hvis jeg selv kunne have valgt prisen, havde det været et andet beløb), og fandt mig et bord uden for isboden.
Der gik kun få minutter, så stod pigen ved mit bord og spurgte om hun måtte låne nogle servietter? Jeg turde ikke sige at jeg lige havde brug for at tænke over det. Men spurgte i stedet: ”Hvilken vil du ha’?” og så gik hun helt i stå igen…
God fornøjelse med dine valg og fravalg i anledningen af sommeren! Husk at gode råd, ofte er det vi beder om, når vi allerede kender svaret, men ville ønske at vi ikke gjorde.
Bragt i lokalavisen “Uge-Nyt” (Fredensborg/Humlebæk) d. 8. juli 2020: https://sn.dk/Debat-Lokalavisen-Uge-Nyt-Fredensborg/PRAESTEKLUMME-Svaert-at-bestemme-sig/artikel/1335392?SNSubscribed=true&rss&utm_campaign=nyhedsbrev&utm_content=2020-07-05&utm_medium=email&utm_source=Uge-nyt%20Fredensborg