Når drengene fra de store klasser spillede fodbold, blev vi andre efterladt som tilskuere. Der var ikke plads til at alle kunne være med, for de brugte hele banen, og begge mål. Ofte handlede det ikke engang om at komme først, men bare om at være størst. Det var lidt frustrerende for knægte som os, der bare ville hygge os i 10-frikvarteret med fodbold, også selvom vi bare måtte nøjes med at spille på et mål.
Allerede dengang jeg gik til fodbold, var det almindeligt at det ikke kun handlede om spillet, men også om fair-play, om at være gode vindere, såvel som tabere. Jeg tror endda det var noget af det indhold, sammen med fællesskabet og motionen som blev grundlaget for min fascination af fodbold. I denne uge har der så igen været gang i snakken om en europæisk superliga, hvor kun de rigeste og største klubber kan være med. Til gengæld ville de være sikre på at deltage i det gode selskab, også selvom deres præstationer ikke kvalificerede dem til det.
Den idé ligger desværre ikke langt fra hvad jeg selv kunne finde på, uden at tænke mig om.
Det minder mig faktisk en del om de store drenge i 10-frikvarteret – og vigtigheden af at fylde hele banen, selvom de ikke var særligt mange. Det er et eller andet ur-gen, som gør at vi skal vise at vi er de største og bedste og det gør vi bedst ved at lukke os om os selv.
Og der er da noget dragende i at lave en klub, kun for inviterede, så jeg altid kan være i det gode selskab og ikke behøver at tænke på om der lever børn i en flygtningelejr langt væk, eller om det er sikkert at sende flygtninge retur til lande der ikke er sikre. Så jeg bare kan nøjes med at fokusere på om det jeg roder med, giver overskud. Ulempen er bare at så snart jeg tænker mig om, så opdager jeg at det ikke giver mening, når jeg holder op med at tænke på andre mennesker.
Ligesom fodbold kun er sjovt, når man er mange nok til at lave to hold der spiller mod hinanden – så er livet og relationer baseret på forskelle og på at vi ser og hjælper hinanden. Fodbold er sjovest når der er noget på spil. Når der faktisk er noget at tabe eller vinde. Og ligesom i resten af livet, er det bedst når vi ikke lukker os om os selv, men giver plads til andre.
Indimellem har vi brug for at se os selv i spejlet og opdage at der sidder en stor bussemand på kinden eller noget efterladt mad i overskægget – Vi har ganske enkelt brug for at opdage at vi indimellem bliver så optaget af os selv, at det ikke rigtigt er godt.
Bibelen (nærmere bestemt Jakob brev) siger at vi handler dumt, når vi ser os selv i et spejl og opdager bussemanden på kinden, men alligevel bare går videre uden at handle på det. I stedet handler det om at leve det ud vi snakker om. Så når der ”prædikes” fair-play og vindermentalitet, så burde det få udtryk. Vi sender allermest respekt, med rette – til dem der tager sig af enkerne, de fremmede og de faderløse.
Jeg får lyst til at finde gårdvagten og sladre om at de store igen spærrer hele banen og i det skjulte håbe på at han konfiskerer deres bold, så vi andre kan få lov at spille. Vi skal nok lade de andre få lov at være med.