Jeg huskede det i år – mors dag, jeg var bare en uge for tidligt ude og efterfølgende ville min hustru ikke tillade at jeg leverede blomsterne tilbage.

Historisk set blev dagen første gang fejret, i Danmark, i 1910, da Baptistmenigheden på Bornholm inviterede til Mors dag. Det er altså mere end 110 år siden at vi begyndte med den her tradition i Danmark og for mange af os er det endnu ikke rutine.
Jeg har generelt været uheldig med mors dag – Ofte opdager jeg det først når dagen nærmest er overstået, og et år skrev jeg ”Tillykke med mordsagen” (i stedet for morsdagen) til min mor (Det blev en træls oplevelse, da min mor arbejdede som hjemmehjælper og for nyligt havde fundet en borger død under lidt mystiske omstændigheder). Min hustru tog det pænere, da vores ældste i et kort kaldte hende for ”verdens bedstemor”, selvom hun kun lige var fyldt 30.

Min mor har haft kolossal betydning i mit liv. Hun døde desværre for nyligt – men det efterlader kun endnu flere refleksioner over hendes aftryk. Jeg savner hendes medleven i mit liv, hendes bekymring for om jeg havde det godt og hendes stolthed når noget lykkedes for mig. Hun stoppede aldrig med at bekymre sig om, om jeg nu havde nok tøj på når jeg var udenfor, og hun var altid den der stillede sig sidst i køen, så resten af familien kunne få først. Hun har hele min opvækst været en væsentlig faktor i formningen af mig og hun har bare altid været der. Hun har endda udholdt besværlige, sure og trælse børn – som mine søskende.

Der findes også mennesker som har et anstrengt forhold til deres mor – eller til morrollen i det hele taget, fordi de måske ikke selv er lykkedes med at få børn. Jeg følges med mennesker i begge situationer, og vi kan dog blive enige om at det er et vilkår at vores mor udgør en stor del af den ballast vi har med os. Alene hendes omsorg og kærlighed de første uger og måneder af vores liv, har været udslagsgivende for hvordan vi efterfølgende har klaret os.

Jeg stopper selvfølgelig op og overvejer om ’Mors dag’ blot er endnu et påfund fra driftige blomsterhandlere, eller om det rent faktisk er en vigtig markering af kvinder og mødre.
Det er ingen hemmelighed at dagen er en af de travleste dage for blomsterhandlere.
Men det er måske fair nok, når man tager i betragtning at mødre er nogen af de travleste mennesker jeg kender, også selvom man ikke altid kan mærke det på dem.

Ingen jeg har mødt på nogen arbejdspladser, har samme indlevelse og overblik som mødre. En dyb, næsten uforklarlig fornemmelse for hvordan deres børn har det og midt imellem dagligdags gøremål og job, samtidig et overnaturligt talent for at koordinere legeaftaler, navigere i børnetøj (der er henholdsvis for stort og for småt) og samtidig holde styr på glemte huer og vanter i institutionen.

Det siges at gode mødre har beskidte køkkener, rodede stuer, fyldte vaskemaskiner og tolerante børn.

Jeg har ikke råd til at sende jer alle sammen blomster – men I har min dybeste respekt

Mors dag

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *