Hvad er det lige for en uskreven alliance der findes mellem børn og mælkebøtter? Det er som om det kun er tilladt for børn at plukke dem, ikke for græsslåmaskiner at pløje dem ned.

Forleden gik der planteskole i den herhjemme. Det blev til en længere snak og diskussion om farver og planter – og hvis mine børn fik lov at bestemme, så skulle der være solsikker og mælkebøtter over det hele. Jeg kan godt huske den der barnlige fascination af mælkebøtter, som vi stillede i vand, flettede i kranse og lavede alle mulige ting ud af. Stængler fra mælkebøtter som man kunne trutte i og som rullede sig sammen, når man lagde dem i vand.

Og kært barn har mange navne – Englænderne og vores andre nabolande kalder den for løvetand, mens franskmænd kalder den ’tis i sengen’. Det sidste troede mine børn ikke på, men den er altså god nok.

Egentligt tror jeg at mælkebøtten vil gå under kategorien ukrudt, de fleste steder. Det er ikke uden grund at den har fået tilnavnet: ’Fandens mælkebøtte’. Alene af den grund, at den planter sig selv og at den ofte spirer frem i urørt jord. Den spreder sig hurtigt, tilgengæld er den svær at slippe af med igen. Men jeg tror der er flere som kan genkende sig selv i mælkebøtten…

Det der med at stå der og gøre sit bedste, men egentligt af flere blive regnet som ukrudt. Måske endda som én man gerne ville slippe af med. Men hvis du kan genkende dig i det, så har du forhåbentligt også oplevet børn og mælkebøtter. Det understreger bare at der er noget værdifuldt i dig, som bare skal ses med de rigtige øjne.

For der er virkelig en særlig relation mellem børn og mælkebøtter. Jeg kan ikke være den eneste forældre i verden, som har været frustreret over mælkebøttesaft på nye bukser. Men måske skyldes det børns evne til at se værdi i noget som vi voksne ikke altid opfatter…

Det talte Jesus om da han sagde: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Gudsriget er deres!” (Markus 10:14). Den norske digter, Harald Sverup udlægger på fornemste vis, den sætning i hans digt om mælkebøtten:
Blæs på mig barn! Fang mine stigende stjerner og kig på min gule sol – som brænder i græssets grønne himmel, med alle de undrende øjne. Lad de små børn komme til mig, for de ved ikke hvad ukrudt er.

Hvis du kan spejle dig i ukrudt og værdiløshed – så kan du måske samtidig genkende mælkebøttens livskraft og livsmod, som kan få den til at spire frem i selv den mindste asfaltsprække, og dukke op igen og igen, selvom græsslåmaskinen har sablet den ned flere gange.

Hvor kunne vi godt have brug for at se på andre mennesker, som børn ser på mælkebøtter. Derfor skal børn arve verden – for de ved ikke hvad ukrudt er!

Mælkebøtter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *