Sådan sagde George Floyd, mens han, under en anholdelse i USA, lå i 8 minutter med en politimands knæ mod sin nakke. Sætningen blev hans sidste ord, og samtidig en sætning, som er blevet overskrift over de seneste dages rystelser over USA og resten af verden.
“Jeg kan ikke få vejret” er også en sætning som mange Coronapatienter har udtalt inden de blev lagt i respirator eller inden de trak deres sidste åndedrag. På samme facon kan man pege på at ansigtsmasker, karantæne, ensomhed og afsavn kan give åndenød. Nedlukningen var en ordentlig mavepuster for mange af os – og skægt nok, kan genåbningen bringe samme forpustede symptomer frem.
De sidste måneder har vi på mange måder hevet efter vejret og længtes efter at kunne ånde frit igen. Men samtidig har vi oplevet et pusterum. Mange har skruet tempoet så meget ned, at de kunne trække vejret på en helt ny facon.
Og vi har sunget løs, til fællessang og der sker noget når vi synger sammen. Vi bliver mindet om den dybe sandhed at vi hører sammen som mennesker. Måske skyldes det bare at vi ånder sammen. Man kan måle at vi, når vi synger sammen, får samme åndedræt og dermed også samme puls. Vi konspirerer (Ikke fordi vi finder på alle mulige mystiske teorier – ordet betyder bare at vi ”trækker vejret sammen”). Vi indånder den samme luft.
Gode gamle Grundtvig skrev: “Friest er dit åndefang, når dybt du drager det i sang”.
Og vi kan trække vejret dybt, for i Pinsen fejrede vi at Helligånden blev sendt til alle mennesker – og det er ånden der gør os til mennesker. Skabelsesberetningen siger: “Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.” Vi har livsånden til fælles som mennesker.
De gamle rabbinere sagde at åndedraget var selve Guds navn. Det første vi siger og det sidste på vores læber inden vi dør. Åndedraget gør os levende og gør os til mennesker og det har vi til fælles. Pinse handler netop om at se hinanden som mennesker.
Pinseberetningen fortæller om disciple der pludseligt kunne gøre sig forståelige på alle tungemål. At forskelligheder og skel pludselig blev udvisket. Labels faldt fra – alle etniske, kulturelle, sociale og religiøse skel bliver ligegyldige på pinsedagen.
På en gang forsvinder alle skel – og nu er det muligt for alle at være tæt med Gud. Men samtidig forsvinder alle skel mellem mennesker, for at vi kan opdage det langt vigtigere, at vi har ånden til fælles. Og det viser sig at den ånd er hellig.
Du kommer aldrig til at se et andet menneske i øjnene, som Gud elsker mindre end dig. Det faktum er nødt til at synke ned i os alle.
Først da kan vi trække vejret frit!
Bragt i lokalavisen “Uge-Nyt” (Fredensborg/Humlebæk) d. 6. juni 2020
(https://sn.dk/Debat-Lokalavisen-Uge-Nyt-Fredensborg/PRAESTEKLUMME-I-cant-breathe/artikel/1296399)