Jeg overhalede en mejetærsker forleden dag – på cykel. Det fik mig til at mindes de utallige gange jeg på vej hjem fra job har ligget i kø bag en traktor eller en høstmaskine af en art, som åbenbart er indrettet til at kunne køre max. 30 km/t. Jeg skal ikke udelukke at det indimellem har fået mig til at tænke mindre pæne tanker og overveje voldsomme løsninger.
Dog er der noget i ventetiden, og det at jeg er tvunget til at sætte hastigheden ned, som understreger at netop høst også er noget vi er nødt til at vente på. Måske er det sådan en smart måde at lige få os til at stoppe op – os som ellers er vant til at kunne smutte forbi supermarkedet når vi er løbet tør for mel eller havregryn. At korn ikke er noget der produceres, men noget der gror. At det ikke bare er et produkt, men en frugt som kræver tid og opmærksomhed.
Det ved landmanden selvfølgelig godt – og jeg har da nydt de flotte bølgende marker hen over sommeren. Men helt ærligt, så kender jeg ikke til alt det arbejde der ligger bag – eller de udfordringer man kan sidde i, når vejret pludselig bliver for vådt eller for tørt til at udbyttet bliver som forventet.
De store salmedigtere skrev ” Vi pløjed og vi så’de vor sæd i sorten jord, så bad vi ham os hjælpe, som højt i Himlen bor…” eller ”Ham takke alle vi med sang for alt, hvad han har givet, for hvad han vokse lod i vang for ordet og for livet”. De ord rummer en stor sandhed om alt det som er ude af vores kontrol – og om en stor tillid til Gud.
Midt i en besværlig tid, hvor ensomhed og frygt fylder alt for meget – så er der noget godt ved at vide at vi ikke kan det hele. At der er noget som vi må overlade til naturen og til kræfter der er større end os. At afmagten faktisk er et livsvilkår.
Jeg kendte en gammel landmand, som selv efter han var blevet 80, hver morgen gik den samme tur og kiggede ud over markerne. Han kunne fortælle om den fantastiske oplevelse det var at se afgrøden spire frem i forårets sollys, og mente at man faktisk kunne se det ske fra minut til minut. Det kræver bare at vi genfinder tålmodigheden og giver os tid.
Indimellem når vi giver os selv ro og fred, og lægger frygten fra os. Så kan håbet få lov at gro. Det kræver ikke meget, for det næres af smukke ting omkring os. Et glimt i en andens øje, solopgang, barnelatter, fællessang, god musik og tro. Men det kræver at vi giver slip på alt vores eget, at vi tør overlade styringen af det kaos vi selv har skabt, til skaberen som ved hvordan tingene hænger sammen. Med den tro og tillid – så har håbet gode vilkår.
Måske må vi endnu engang, bag høstmaskinerne, trække vejret og slappe af, i taknemmelighed over det vi får lov at høste. ”Giv tid, giv tid den nynner glad og ryster de små vinger – Giv tid og hver en kvist får blad, giv tid hver blomst udspringer”.
Måske kan vi høste meget mere end korn dette efterår!
Bragt i lokalavisen “UgeNyt” (Fredensborg/Humlebæk) d. 7. oktober 2020: https://sn.dk/Debat-Fredensborg/Praesteklumme-Hoest-og-Haab/artikel/1372787