Det lå der pludselig imorges – midt i postkassen. Ikke overbragt af nogen postmand, ikke noget der skulle afhentes i en pakkeshop eller for den sags skyld være pakket ind i intetsigende hvide kuverter. Bare et stykke papir, klippet velovervejet i stykker og udstyret med skøre bogstaver for at jeg ikke skulle genkende noget på skriften. Og vedhæftet to vintergækker, som allerede hang lidt med hovedet, fordi de havde måtte lade sig plukke til dette formål.
Teksten fortalte ikke noget om hvem det kom fra, i Gækkebreve underskriver man sig selv med prikker. Men alligevel sidder jeg med et indtryk af at det her brev er sendt med kærlighed, fra én af mine relationer som har brugt tid på at tænke på mig.

Normalt er jeg ret stor fan af gækkebreve. Ikke mindst, fordi det er noget som ikke rigtigt kan efterlignes på e-mails eller via sociale medier. Det kræver at man selv finde saksen og sin kreativitet frem og endda bevæger sig ud i naturen og finder vintergækker. Det kræver næsten at man fravælger PostNord, og selv sniger sig over til en postkasse – for at undgå at blive afsløret af afsenderadressen, eller frimærkestemplet. Og al den flid, fortjener næsten at blive belønnet med et chokoladeæg.  

Når man ”driver gæk med nogen” så driller man dem, og derfor var idéen bag gækkebrevet nok primært at lave lidt skæg og ballade. Jeg har læst at man oprindeligt bare afleverede vintergækken og så skulle modtageren gætte hvor den kom fra og var tvunget til at ”drive gæk” den anden vej. Det bedste ved legen er at den kræver vores opmærksomhed, den kræver at vi ser hinanden og i det mindste har en lille baggrund for at gætte hvem der har prikkerne.

Man ved jo aldrig om det er én som benytter det der trick med også at lave et meget tydeligt punktum efter prikkerne i navnet, og dermed forvirrer modtageren lidt i håb om at det ikke kan gættes. For egentligt er pointen vel, at jeg ikke skal gætte navnet – For i så fald ville brevskriveren miste muligheden for påskeægget, og skal vist nok, ifølge reglerne, udlevere et til mig.  

Der er ikke mange gækkebreve med i Bibelens fortællinger, men der er flere beretninger om mennesker der spørger efter Guds navn. Alligevel er den eneste måde Gud præsenterer sig selv på: ”Jeg er”. Det siger meget om Gud; det beskriver Gud som uforanderlig, som nærværende og som uendelig. Men det er jo ikke Guds navn. Det er som om Gud undgår at give os sit navn – og måske er det helt med vilje. Ofte går vi nemlig ud fra at vi kender folk, når bare vi kender deres navn. Men der er jo meget mere ved personen end deres navn. De er uendeligt meget mere end det de hedder.

Når vi lige om lidt fejrer påske og mindes Jesus død og opstandelse, er det et udtryk for Guds kærlighed til skabningen. Påsken fortæller om en kærlighed som er større end døden.
Og det er som om, det er mere end nok at sige om Gud – Der er ikke behov for mere introduktion.
Gud længes bare efter at vi opdager hans eksistens. Han navn det står med prikker.

Mit navn det står med prikker…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *