I 1849 fik Danmark en grundlov, der gav tros- og religionsfrihed til landets borgere, hvilket hurtigt resulterede i dannelsen af en række frikirker. I slutningen af 1800-tallet blev kirker som Baptistkirken, Metodistkirken, Frelsens Hær og Adventistkirken til og desuden også – i 1888 – Det Danske Missionsforbund (DDM), som Strandvejskirken er tilknyttet. I begyndelsen af 1900 tallet opstod desuden Pinsekirken og lidt senere Apostolsk Kirke. Det var ikke først og fremmest de store teologiske forskelle til Folkekirken, der førte til dannelsen af DDM, snarere selve formen – og frem for alt: Ønsket om at være frie. Det blev et mål for grundlæggerne at skabe en kirkemodel, hvor der er kort afstand imellem bruger og beslutningsproces – og hvor alle, der er engageret i arbejdet, har en røst. Vi er altså som frikirke ikke underlagt staten og den offentlige kirkeforvaltning.

Strandvejskirken i Humlebæk kan som lokal kirke skrive sin historie tilbage til 1886, hvor en fritstående menighed for første gang så dagens lys i Helsingør. Senere – fra begyndelsen af 1920’erne – udviklede der sig en menighed af omtrent samme observans i Sletten. I 1970 fusionerede de to menigheder og fik til huse i Espergærde, i den gamle biograf på Mørdrupvej. En af årsagerne til denne udvikling skal findes i det skolemiljø, der udfoldede sig omkring Efterskolen Øresund på Gl. Strandvej i Espergærde. Den blev oprettet af Det Danske Missionsforbund i 1956.
Årene fra 1970 til 2004 blev en lang og god vækstperiode for menigheden, der blev kendt som Frikirken i Espergærde. Men lokalerne blev for små og i slutningen af 2005 blev to nye bygninger taget i brug i Humlebæk.

I dag består Strandvejskirkens faciliteter af et aktivitetshus bestående af to ottekanter med kirkesal, café, køkken, børnerum samt kontor og et nabohus.