Jeg er ret stor fan af lego. Når min søn bygger lego og jeg bliver inviteret ind i legen, bliver jeg ofte mere optaget af byggeprojektet end han gør. For Lego er fantastisk. De enkelte klodser er ret forskellige, men alligevel er de konstrueret med det formål at de skal sættes sammen og danne en større helhed.

Det siges at der findes omkring 90 legoklodser for hvert menneske på jorden, og det er ikke mærkeligt. Børn i alle aldre, er glade for at få lego – men ingen har nogensinde ønsket sig én legoklods. For idéen er jo netop fællesskab.

For tiden bliver jeg lidt udfordret af tendensen til at udskamme – at pege på nogen legoklodser og påstå at de ikke kan bruges i byggeprojektet. Måske fordi de har en farve, eller form som er anderledes end den vi foretrækker. Så er der pludselig nogen som vi ikke finder brugbare eller endda skælder ud over.

Det er blevet mere og mere normalt at udskamme folk, både når det handler om holdninger og opførsel. Og det skal da ikke være nogen hemmelighed at vi har meget forskellige vilkår, men det betyder fortsat ikke at nogen er mindre værd end andre.  

For hvad nu hvis udgangspunktet ikke var at form eller farve havde betydning? At idéen ikke er at vi skal være ens, men at vi kan fungere sammen. Verden er broget og fuld af forskellighed – men netop det er måske vores styrke. Når Lego som legetøj har overlevet en rivende udvikling, så skyldes det måske netop det faktum at de ikke har låst sig fast på en form eller farve, men fundet værdien i alle de steder hvor klodserne kan indgå i legen.

Jeg drømmer om at vi – måske særligt gennem denne pandemi-periode – bliver bedre til at tillægge hinanden værdi. At vi, i stedet for at stemple hinanden som brugbare eller ikke brugbare – vælger at tillægge hinanden værdi. At vi ikke kigger efter fejl og mangler hos hinanden, men rækker ud og hjælper der hvor vi kan se der er behov.

Min hverdag er præget af historier om Jesus, som dengang han gik her på jorden rakte ud, stoppede op, engagerede sig. Han var aldrig så optaget af sit eget at der ikke var plads til andre. Der hvor han kunne hjælpe, hjalp han – Alt sammen fordi vi skulle gøre det samme!

Hvis vi for alvor skal lykkes med at sammensætte et brugbart byggeri, så er der behov for alle klodserne i æsken. Det kan ikke fungere uden.

Bragt i Lokalavisen UgeNyt – Onsdag d. 2. september 2020.
https://sn.dk/Debat-Lokalavisen-Uge-Nyt-Fredensborg/PRAESTEKLUMME-Kan-vi-stadig-sidde-sammen/artikel/1350599?SNSubscribed=true&rss&utm_campaign=nyhedsbrev&utm_content=2020-08-30&utm_medium=email&utm_source=Uge-nyt%20Fredensborg

Kan vi stadig sidde sammen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.