I sidste uge måtte vi tage afsked med Dronning Elisabeth – som trofast har siddet på tronen i Storbritannien i mere end 70 år.
Uden tvivl en stor historisk og politisk figur. På hendes egen diskrete facon, har hun siddet på tronen gennem store verdensbegivenheder. Nu går depechen videre – og vores egen Dronning, overtager titlen som den længst siddende regent (Siddende er nu ikke helt et dækkende udtryk – jeg tror det kan være ganske travlt at udfylde den rolle).

Udefra set har livet budt på alt det som ”almindelige” mennesker oplever – Skilsmisser i familien, tab og sorg, uenigheder og fysiske udfordringer. Alligevel efterlader Dronning Elisabeth et indtryk af en person som trofast og pligtskyldigt udførte sine pligter. Som primært så titlen som et privilegie, også selvom det sikkert ikke altid har føltes sådan for hende.
 
Midt i projektet med at skifte regent og tage afsked i England, kunne vi herhjemme fejre vores egen, Dronning Magrethes, 50 års regeringsjubilæum. Her, såvel som i England, trives monarkiet. Opbakningen og pressedækningen når nye højder, hver gang der er mærkedage i kongehuset, hvilket er ekstra interessant idet regenterne reelt ikke har nogen politisk magt.  
Men måske skyldes populariteten netop det faktum at de ikke sidder med en reel politisk magt. Vi lytter ikke til dronningen, for at høre hendes holdning til den seneste meningsmåling eller andre aktuelle emner. I stedet lytter vi – og kigger i hendes retning – Efter karakter, forbilledlighed, moral og æstetik.

Når regenterne er hævet over hverdagens trivialiteter og ikke mindst det politiske magtspil har de en enestående mulighed for at pege på det væsentlige. At løfte blikket mod horisonten, at pege på mål, opførsel og tro.

De færreste danskere har været på samme arbejdsplads i 50 eller 70 år. Men her kan vi se kvinder der både som forbilleder og som statsoverhoveder, dag efter dag har påtaget sig opgaven at regere.

Hvert år kan dronningen samle os omkring nytårstalen – fordi hun netop ikke skal præsentere et politisk projekt, men i stedet et helt menneskeligt projekt. I Storbritannien har det været lignende scenarier når dronningen holdt sin tale 1. juledag. I de taler, sættes der ord på fællesskabet, på moralen, på det der er større end os selv.

Måske er det også årsagen til at både Dronning Elisabeth og Dronning Magrethe tør sætte ord på deres tro. Den danske dronning valgte følgende ord, for hendes virke: ”Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke”. Vi kan være glade for mennesker der med karakter og tro, peger os i retning af det væsentlige.
Og helt reélt synge med på den sang, som de i England nu må ændre teksten på (Eftersom tronen nu overtages af en konge): ”God save the queen”.

God save the queen…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.