1. januar har i min verden, ofte været årets kedeligste dag – Den mindede om at alle festlighederne var forbi, alting var lukket og det eneste der lå foran en var oprydning og forberedelser til hverdagen. Ovenpå 2020, og med en igangværende nedlukning af samfundet, kunne ikke engang skihop konkurrencen på tv få mig i bedre humør. Men så læste jeg en sætning, som satte tankerne i gang:

Det er ikke lykken der gør os taknemmelige – men oftere taknemmeligheden der gør os lykkelige!

Jeg må indrømme at jeg har nemt ved at være fejlfinder – ikke kun på denne første dag i året. Når jeg går et nyt år i møde, så er jeg SÅ god til at få øje på alt det der kan være bedre. I stedet for at kigge på alt det der er godt. Ofte er det svært for os at finde taknemmeligheden frem, fordi vi er ”fejlfindere” og altid kan få øje på ting som kan forbedres. Vi kan brokke os over regeringens beslutninger, over andre mennesker og vi er heller ikke særligt nådige overfor os selv. Men når du møder mennesker som har overlevet sygdomsforløb eller været i livsfare, så kan man mærke taknemmeligheden lyse gennem alt hvad de siger.
De fleste fortæller også at den taknemmelighed de oplever efter en veloverstået operation eller lignende, lige så langsomt forsvinder når man ikke fokuserer på det og fastholder den.

Taknemmelighed har sit udspring i synet på livet som en gave, fremfor noget vi har ret til eller krav på. Når vi har den tilgang til livet, så bliver taknemmeligheden meget mere håndgribelig. Fordi vi bliver glade for det vi kan, for dem vi kender, for de muligheder vi har, for den verden der er omkring os. I stedet for at spørge hvorfor der er så meget ondt i verden, hvorfor stopper vi så ikke indimellem op og spørger efter hvorfor der er så meget godt i verden?

Jeg har en ven som er tryllekunstner og han fortalte mig for nyligt om en ændring, han har observeret de seneste år, når han optræder. Mobiltelefonernes indtog, har gjort at vi har sværere ved at fascineres – når vi derfor ser et trick, som overrasker os, så finder vi enten mobiltelefonen frem for at filme eller tage billeder, eller også finder vi den frem for at google hvordan det kan lade sig gøre. Vi har brug for svar – og meget gerne så hurtigt som muligt. Vi har svært ved bare at sidde med fascinationen og undres. Men verden rummer ikke færdige svar – og der er noget smukt i at kunne fascineres af noget, uden at skulle undersøge hvordan det fungerer. Jeg håber at 2021 vil bringe masser af den slags.

Mennesket har det med at ville bestemme – endda også over livet. Vi vil gerne have lov til at sige hvornår livet er godt nok og hvornår det ikke er. Men egentligt burde vi måske i stedet for bestemmer-rollen sætte os selv i beundrer-rollen. At betragte den verden og det liv vi har fået givet, i dyb taknemmelighed. Så bliver det lettere at fascineres og forundres og sige ”Tak for mad”, ”Tak for hjælpen” og ”Tak for i dag”.

Lad os se taknemmeligt bagud, frimodigt fremad, tillidsfuldt opad og kærligt omkring os. Så bliver 2021 et fint år.

Fascinations- og forundringsparathed

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.