Vi mennesker har desværre en tendens til at definere os væk fra andre. Vi vil endda ofte beskrive os selv som værende i periferien af et fællesskab. Fordi vi ikke umiddelbart køber hele pakken. Måske er vi medlem af et politisk parti, men uenig med en beslutning i en konkret sag, måske kommer vi i en kirke, men tror ikke helt på alt hvad der tales om, eller måske ser vi os bare som ”det sorte får” i familien. Når vi derfor står overfor mennesker som umiddelbart er anderledes end os selv – så er det naturligt at få øje på alle de områder hvorpå vi adskiller os fra hinanden.

Sociologer vil pege på at vi styrker vores identitet, ved at forholde os hierarkisk til andre. Altså at det er naturligt at måle sig selv som bedre eller dårligere end andre i forskellige situationer. Jeg vil dog vove at påstå at fordomme fjerner os mere fra andre, end at de styrker vores egen identitet. Fordomme bunder i frygt for det ukendte.

Hvis vi i stedet begynder at fokusere på hvad vi har til fælles, så ændrer det ganske enkelt vores indstilling. Så at det ikke handler om at vi skal være født på det samme sygehus, eller holde med det samme fodboldhold – men at der på trods af det der adskiller os, heldigvis er flere ting vi har tilfælles.
Mon ikke det stadig er sådan at vi mennesker egentligt har flere ting til fælles, end ting der skiller os ad. Men det handler selvfølgelig om hvad vi giver opmærksomhed.

I min kirke siger vi ofte til hinanden: ”Du kommer aldrig til at se et andet menneske i øjnene, som Gud elsker mindre end dig!” Det er både et udtryk for Guds enorme kærlighed – og så et udtryk for hvordan vi bør se på hinanden.

Fællesnævnere fremfor forskelle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.