Nu har vi rundet et år, siden landet for første gang blev lukket ned. En kæmpe udfordring, både for beslutningstagere og for os andre som oplevede alvorlig indgriben i vores hverdag.

De fleste af os er vokset op med personlig frihed, og mulighed for at sige hvad vi vil, gøre hvad vi har lyst til og rejse hvorhen vi vil.  Vi tillader ingen, og særligt ikke folk vi er uenige med, at bestemme over os og da slet ikke begrænse os.
Når verden så pludselig ændres og ydre omstændigheder gør at hverdagen bliver anderledes – så er det naturligvis svært for os. I vores del af verden har vi altid kunnet bestemme selv. Vi har styringen og kontrollen selv… eller i hvert fald oplevelsen af det. For reelt ved vi godt at der er mange ting i livet vi ikke kan styre. Os der arbejder i brancher, hvor man kommer tæt på sygdom, død, kriser og kærlighed, har for længst opdaget at selvom vi kan kontrollere meget, kan vi ikke kontrollere alt.

Mange steder i verden er begrænsningen ikke bare noget som livsbegivenheder minder én om, men ganske enkelt et livsvilkår. Noget man er vokset op med, og lever under. Måske fordi man er mere afhængig af naturen, måske fordi krig og katastrofer er hverdag. Der er så meget vi ikke kan kontrollere.

Både sidste år og i år rammer nedlukningen, ind i den kristne kirkes fasteperiode op mod påske. Faste handler om at afstå fra forskellige ting i livet, for at fokusere og forberede sig. Men det handler også om at få øje på den der sidder ved siden af, for hvem manglen på mad eller andre fornødenheder, ikke var et valg. Det handler om solidaritet, med dem der har andre vilkår end mig selv. Nogle steder i verden går kristne uden sko i fasteperioden, for at mindes om de bekvemmeligheder vi råder over og føle med mennesker der eksempelvis ikke har råd til sko.
Måske kan det faktum at jeg afstår fra noget – endda være med til at andre får det bedre.

De sidste måneder har jeg lært hvor meget jeg sætter pris på at mødes med andre mennesker på en Café, hvor glad jeg egentlig er for kram og hvor fantastisk det er når biblioteket har åbent. Jeg tror ikke jeg for alvor satte pris på det førhen. Ligeledes kunne jeg sikker nævne en lang liste af ting jeg har lært af at være i det her ingenmandsland, på trods af at det aldrig ville have været en destination jeg selv ville vælge.

Hvis jeg selv måtte vælge, ville jeg have sprunget Corona-perioden over. Men jeg kan også komme i tanke om andre begivenheder i mit liv som jeg gerne ville have undværet, men som alligevel har lært mig noget. Ikke mindst, har jeg lært noget om livets skrøbelighed og om at det er en illusion at jeg har kontrollen. Jeg har måske lært lige så meget af dette år, som af mit sabbatår efter gymnasiet.

Indimellem kan der måske komme noget godt ud af at tage en pause – også fordi det giver fornyet energi til at komme i gang igen.

Et sabbatår

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.