Jeg er sikker på at du kender de der vitser, om tre mænd som står overfor en eller anden udfordring, kommer ind på en bar eller lige har købt et eller andet. Oplægget er at udstille en som den dumme, eller fremhæve en som den kloge.

De fortællinger, vitser eller hvad vi nu kalder dem, har eksisteret i århundreder.
I jødisk kontekst, fortalte man ofte historier om en præst, en levit (en form for kirketjener) og en farisær (en skriftlærd som ikke var ansat ved templet). Pointen i de historier var ofte at fremhæve farisæren som en der havde forstået tingene rigtigt – og hans løsning på tingene fik selvfølgelig de andre til at se rigtigt dumme ud.

Jesus fortæller også sådan en historie, og jeg gætter på der har stået nogle klar med notesbogen for lige at få en god vittighed eller historie med sig som de kunne fortælle ved aftensmaden. Jesus fortæller om en mand der er blevet overfaldet af landevejsrøvere og efterladt nøgen og blødende i vejkanten. Først kommer der en præst forbi, men han går over på modsatte fortov og slipper forbi, efterfølgende kommer der en levit der gør det samme.

Og nu forventer alle tilhørerne så at Jesus vil introducere farisæren som den tredje der kommer forbi. Det er oplagt at den tredje mand i historien vil være den der hjælper. Men da Jesus i stedet for en farisæer, introducerer en Samaritaner så bliver folk bekymrede…

En samaritaner var en udlænding, en fjende, en som ikke engang troede på det samme som dem selv. En person man nærmest var forpligtet til at se ned på. En mand, som ingen af tilhørerne havde sympati med… Men udfordringen i Jesu historie er, at han handler. Han handlede – Samaritaneren kiggede ikke efter, om det var en samaritaner der lå i grøften, han så bare et menneske der var i nød og havde brug for hjælp!

Samaritaneren tænkte ikke over om det her kunne sætte ham i problemer, gøre ham uren, forsinke hans rejse, gøre ham sårbar overfor overfald eller lignende. Han tænkte heller ikke over om det ville se godt ud, og om det ville gøre noget godt for hans image eller om han ville have bedre chancer i forhold til evigt liv. Han tjekkede ikke efter hvilken nationalitet vedkomne havde, hvilket parti han stemte på eller hvilken religion han tilhører – spørgsmålet er KUN om der er nogen der har behov for hjælp!?

Det er det der udfordrede tilhørerne og det er det der udfordrer os – for vi vil gerne være dem der hjælper og griber ind. Vi vil gerne være dem der gør det rigtige. Men ofte har vi alt for mange forbehold og undskyldninger med os.

Lignelsen kommer ikke med nogle svar – men i stedet en pointe om at vi skal hjælpe dem der har behov! (Uanset hvem de er). Lignelsen peger ikke på hvem der er den rigtige – den peger i stedet på at vi ofte tager fejl når vi ser os selv som de rigtige, eller dem der har vores på det tørre.

I stedet for en overraskende pointe, der får os til at grine – efterlader beretningen os med en diskussion om hvem der er vores ”næste” (eller vores nabo). Ikke hvem der er den smarteste, eller den dummeste. Men i stedet for spørgsmålet er jeg nabo til nogen som har behov for hjælp?”

En nordmand, en svensker og en dansker…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.