Jeg afsluttede for nyligt årets konfirmationer og det er altid en fantastisk oplevelse. Spændte unge mennesker i deres stiveste puds, klar til livets hidtil største fest, glade ansigter, fest og livsglæde.

Når vi er midt i vores teenageår, med tusindvis af spørgsmål til livet og fremtiden. Med en latent usikkerhed på om vi er gode nok, om vi gør det godt nok og om vi kan leve op til vores egne og andres krav, så har vi brug for bekræftelse. Vi har behov for at nogen ser os. At få lov at være centrum. At lytte til gode ord og opmuntringer. Mærke at nogen tror på os og ser værdi i hvem vi er.

Der verserer en tilbagevendende debat, omkring afskaffelse af konfirmation. Ikke så meget indenfor kirken som udenfor, for i dag er det fortsat sådan, at omkring 70 procent af en årgang, vælger at blive konfirmeret.

Men allerede nu er jeg udfordret, for jeg har kollegaer der vil pege på at det ikke hedder ’at blive konfirmeret’. Med det udsagn, peger jeg jo næsten på at bekræftelsen er noget der kommer udefra, og ikke en personlig stillingtagen. Konfirmation kommer af det latinske ’confirmatio’ og betyder bekræftelse og jeg skal skynde mig at sige at jeg tror konfirmation er bekræftelse fra flere sider. (I øvrigt mener jeg at ordet; ’nonfirmation’ er et helt forfærdeligt og intetsigende udtryk – her er der jo ingen der bekræfter noget som helst!).

Oprindeligt indførte Christian d. 6. konfirmation i 1736, som en bekræftelse af troen og dåben. Ritualet har ikke baggrund i Bibelske traditioner eller fortællinger, og i øvrigt har det også ændret sig med tiden. Men det er fortsat væsentligt.

Når mine konfirmander kommer frem til deres festdag, lægger jeg vægt på at det ikke kun er dem der bekræfter, men i høj grad også Gud der bekræfter at han holder fast i os. Til et bryllup kan man jo heller ikke pege på hvem der siger mest ja til den anden.

Hvis jeg midt i mine teenageår, hvor jeg ikke juridisk er gammel nok til at indgå officielle aftaler eller skrive under på noget som helst, alligevel får lov at stille mig frem og sige at jeg tror – så er der selvfølgelig ingen garanti for at den tro holder nogle år efter. Men derfor kan den godt gælde fra andre sider, for bekræftelsen er så meget mere: Det er igen at få gentaget at vi er elsket og villet, at vi ikke er tilfældige. At selvom jeg forandrer mig, og tiden forandrer sig, så er Gud den samme. Han trækker ikke bare sit løfte om kærlighed tilbage.

På et af de tidspunkter i livet, hvor jagten på bekræftelse og anerkendelse er allerstørst, så får vi lov at blive bekræftet. Konfirmationen er sådan en bekræftelse – Vi ser dig. Gud ser dig. Du har massevis af potentiale. Det skal nok gå.

Bekræftelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.